Sammen ta'r vi skraldet

Gennem en ny affaldskampagne ønsker vi at skabe et byrum, hvor man har lyst til at opholde sig, og hvor det er rart og rent at være. Når det kommer til håndtering af affald er du nemlig en vigtig medspiller – både hjemme hos dig selv og i det offentlige rum.

Affald er ikke blot affald men en vigtig ressource som kan genanvendes og bruges til at lave nye produkter af. Ifølge affaldsplanen skal 50 % af husholdningsaffaldet i 2022 til genanvendelse. For at realisere disse mål ønsker Næstved Kommune i de kommende år at sætte affald og genbrug på dagsordenen i hele kommunen. Kampagnen er ikke en løftet pegefinger fra kommunens side men et samarbejde mellem alle i kommunen.

Kampagnens navn og logo er blevet fundet gennem en konkurrence, hvor alle interesserede havde mulighed for at byde ind med deres forslag til hvordan vores fælles affaldskampagne skal se ud.

 

Et dommerpanel bestående af Carsten Rasmussen (Borgmester), Helle Jessen (Teknisk Udvalg), Linda Frederiksen (Kulturudvalget), Mia Meinertsen (elevrepræsentant Næstved Ungdomsskole), Anne Steen (citychef Næstved Cityforening), Lokalrådenes affaldsgruppe, Jan Kiowsky (leder af Grafisk Værksted \ Næstved) har kåret det vindende navn og logo.

 

Besøg 'Sammen ta'r vi skraldet' på Facebook og Instagram 


Affaldsvejviser

Brug Affaldsvejviseren, når du er i tvivl om, hvor du skal aflevere dit affald. Tast navnet på affaldet i søgefeltet og du får vist de muligheder, der er for at aflevere affaldet.