Nybyggeri og flytning

Der er forskel på, hvad du skal gøre, når du flytter i ny bolig afhængig af, om du flytter til en eksisterende bolig eller et nybyggeri. Få overblik over dine muligheder, og hvad du skal gøre i netop din nye boligsituation.

Jeg flytter til et nybyggeri

Hvis du flytter i nybyggeri, som du selv ejer, kan du først blive tilmeldt en affaldsordning når ejendommen er færdigmeldt og der er givet en ibrugtagningstilladelse. Man må ikke bo i huset før denne tilladelse er givet, og derfor kan vi ikke tilmelde en affaldsordning før du har fået tilladelsen.

Når dit hus er færdigmeldt, og du har fået en ibrugtagningstilladelse af kommunens Byggesagsafdeling, tilmelder vi automatisk en standardpakke til din nye adresse. Tilmeldingen sker fra den dato som ibrugtagningstilladelsen er gældende fra, ikke hvornår du flytter ind.

Standardpakken består af følgende:
240 liter 2-kammer beholder til mad- og restaffald
240 liter 2-kammer beholder til glas og metal
240 liter 2-kammer beholder til plast/mad- og drikkekartoner samt småt pap/papir

Hvis du har behov for mere plads til restaffald, skal du kontakte os på tlf. 5588 5588 eller ved at skrive til os gennem digital post. Du kan ved at klikke her sende en besked til Team Affald.

Der bliver foruden en standardpakke med affaldsbeholdere også tilmeldt storskraldsordning, miljøkasse til farligt affald, genbrugspladsgebyr og grundgebyr på din adresse. Alle fire tilmeldinger er obligatoriske, og kan derfor ikke afmeldes. Du kan ved at klikke her læse mere om taksterne for affaldsområdet.

Jeg flytter til en eksisterende bolig

Som regel skal du ikke foretage dig noget, hvis du flytter fra én ejendom til en anden. Du overtager nemlig de aftaler, som den tidligere ejer har lavet med hensyn til størrelse af affaldsbeholdere. Affaldsordningen følger ejendommen.

Du kan se, hvilken affaldsløsning der er tilmeldt på din adresse på ‘Min side’, som du finder ved at klikke her. På ‘Min side’ kan du ændre din affaldsordning, hvis du ønsker noget andet end det tilmeldte. Vær opmærksom på, at ikke alle dele af din affaldsordning kan ændres. Du kan læse mere om ordningerne ved at klikke her.

Jeg flytter til en lejebolig

Hvis du er lejer, skal du henvende dig til din udlejer eller boligadministration. Det er ikke muligt at ændre sin affaldsordning, hvis man er lejer.

Poser til madaffald

Der bliver ikke udleveret poser til madaffald i Næstved Kommune. Du skal anvende poser af plast til både dit rest- og madaffald.

Årsagen til, at poserne til madaffaldet skal være af plast og ikke for eksempel bionedbrydelige poser, er at anlægget som modtager madaffaldet kan adskille poser og affald fra hinanden.

Bionedbrydelige poser er ikke nær så grønne, som navnet måske indikerer. Faktisk kan store dele af posen være af plast. Netop fordi den er bionedbrydelig, så når posen at blive nedbrudt inden tømning, og små stykker mikroplast kan komme med ud som restprodukt på landbrugsjord.

Hvis du i stedet anvender poser af plast, kan disse blive sorteret fra på anlægget, og poserne kommer videre til forbrænding og bliver til for eksempel varme og strøm.

Du kan læse mere om madaffaldets rejse ved at klikke her.

Spande til madaffald

Det er ikke muligt, at få udleveret en spand til dit køkken til madaffald. Hvordan du indretter din affaldsløsningen indenfor, er helt op til dig. Du kan derfor vælge den løsning som passer bedst til dit køkken.